FC København røg ud af Champions League-kvalifikationen efter en særdeles dramatisk straffesparkskonkurrence mod serbiske Røde Stjerne.

Men københavnerne får måske alligevel noget med fra kampen. For det serbiske medie 'Sportska Centrala' melder nu, at FC København har fået et særdeles godt øje til Røde Stjernes ghanesiske angriber Richmond Boakye, der scorede Beograd-klubbens mål i 1-1-kampen i Parken.

Mediet skriver, at FCK-manager Ståle Solbakken, der angiveligt allerede var ude efter Boakye for to år siden, håber at kunne lande en handel, inden transfervinduet smækker i på næste mandag.

Dog kræver Røde Stjerne - ifølge Sportska Centrala - mellem tre og fire millioner euro (mellem 20 og 30 millioner kroner) for den 26-årige ghaneser.

Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Richmond Boakye har spillet 14 landskampe for Ghana med seks scoringer til følge. Og han har en fortid i italienske klubber som Genoa, Juventus og Atalanta.

FC København er på desperat angriberjagt, efter at først Dame N'Doye og siden Jonas Wind blev ramt af langvarige skader.

Ståle Solbakken har allerede hentet uruguayanske Michael Santos ind til det hårdt ramte angreb.

B.T. prøver at få en kommentar fra FC København.