Tre klubber. Ingen andre.

Christian Eriksen har et helt klart billede af, hvor han ser sin fremtid.

Ifølge ESPN-kilder kan den danske midtbanespiller kun forestille sig en fremtid i tre klubber:

  • Real Madrid
  • FC Barcelona
  • Juventus

Endnu har der dog ikke været et bud på Christian Eriksen fra den trio af klubber, som han udelukkende foretrækker.

Og ifølge ESPN-kilderne har det skabt 'forvirring hos Spurs over midtbanespillerens tankegang, fordi der har været ringe tegn på ægte interesse fra Real Madrid, Barcelona og Juventus'.

Samtidig er tiden ved at løbe ud i dette transfervindue.

Der skal nu ikke længere mange fingre til at tælle de resterende dage, hvor der er mulighed for at realisere et klubskifte for den danske landsholdsspiller.

Transfervinduet i Spanien lukker 2. september, mens det allerede 23. august lukker i Italien.

Samtidig kunne B.T. forleden fortælle, hvordan Tottenham-ledelsen er 'forbløffet over', at Christian Eriksen har afvist enhver interesse i at forlænge den kontrakt, der altså udløber om mindre end et år. Særligt fordi der angiveligt ikke har været et reelt bud i løbet af sommeren - trods gentagende rygter om interesse fra engelske Manchester United og spanske Atletico Madrid.

Danskerens nuværende arbejdsgiver skulle være interesseret i af give ham en klækkelig lønforhøjelse til omkring 1,6 millioner kroner om ugen og binde 27-årige Christian Eriksen til hans 'tidligere 30'ere', har flere engelske medier skrevet.

Indtil videre uden lydhørhed fra danskerlejren.

Tottenham-ledelsen har dog ikke bare lænet sig tilbage.

På trods af - eller på grund af - uvisheden om Christian Eriksen fremtid i klubben, har Tottenham forstærket sig på midtbanen i løbet af sommeren, hvor Giovani Lo Celso og Tanguy Ndombele er kommet til.

Og skulle der ikke ske noget i dette transfervindue, venter en helt ny situation til næste sommer, hvor Christian Eriksen er transferfri. Vil Real Madrid, FC Barcelona og Juventus SÅ stå i kø?

Eller som ESPN spørger:

'Men hvad sker der næste sommer, når han bliver transferfri, og hvis 'de tre store' stadig ikke vil have ham?'