En hemmelig aftale fra 2016 giver ifølge sportsjurister Manchester City for stor indflydelse i FCN.

Hos FC Nordsjælland er der skjulte aftaler, der betyder, at klubbens afrikanske spillere fra fodboldakademiet Right to Dream bliver brikker i et økonomisk spil.

Det involverer engelske Manchester City, skriver Politiken fredag

Hidtil har FCN's britiske ejer og formand, Tom Vernon, afvist, at der er en officiel forbindelse til Manchester City.

Men dokumenter fra Football Leaks afslører, at der for to et halvt år siden blev indgået en juridisk bindende aftale mellem FCN og City, som gælder frem til 22. april 2020.

I den detaljerede, hemmelige aftale dateret 26. maj 2016 forpligtede Tom Vernon den danske klub til at afgive vestafrikanske fodboldtalenter fra Right to Dream Academy i Ghana gratis til den engelske storklub Manchester City.

Wil van Megen, der er sportsadvokat og juridisk rådgiver i den internationale spillerforening, FIFPro, er kritisk over for aftalen, hvor førsteretten til spillerne bliver afgivet, uden at de har noget at sige.

Godsway Donyoh ses her efter en scoring for FC Nordsjælland i Superligaen.
Godsway Donyoh ses her efter en scoring for FC Nordsjælland i Superligaen. Foto: Mads Dalegaard
Vis mere

»I sådan en situation er der overhovedet ingen retssikkerhed. Spilleren er ikke engang en part i dette,« siger Van Megen til Politiken.

Hvis Manchester City ønsker at hente en af FCN's afrikanske talenter, skal den danske klub "gøre sit bedste for at effektuere" et skifte "vederlagsfrit", lød det i aftalen.

»Når der står "gøre sit bedste" på den måde, er det en kontraktuel måde at sige på, at klubben skal bruge ethvert muligt kneb for at få spillerne til at tage derhen.«

»Selv hvis det ikke er den bedste mulighed for dem, siger den anerkendte seniorforsker Antoine Duval, der er leder af Asser International Sports Law Centre,« til Politiken.

Tom Vernon skriver i en kommentar til Politiken, at ingen af klubbens spillere har været eller vil blive tvunget til at træffe et valg eller en beslutning om deres egen fremtid.

/ritzau/