Brugen af snus har spredt sig til flere sportsgrene de seneste år. Men i England er man bekymret.
The Athletic skriver, at flere spillere er blevet afhængige af tobakken, og selvom det ikke er forbudt at bruge, er man bekymret for bivirkningerne af den øgede brug.
Brugen har spredt sig ned igennem de engelske rækker og helt op til landsholdsspillere som Marcus Rashford, hvor man kan se snus på hans Instagram-billeder.
Fænomenet bekymrer i så høj grad, at spillerforeningen i England nu vil igangsætte en undersøgelse og advare sine spillere mod bivirkningerne.
Mediet nævnte et konkret eksempel på, at en spiller fra en League Two-klub – den fjerdebedste række – fik fjernet kræft af sit tandkød på grund af et overforbrug af snus.
Lee Johnson, der er manager i skotske Hibernain og har en fortid i en lang række engelske klubber, kæmper indædt mod brugen af snus, som han mener er et kæmpeproblem for professionelle atleter.
Han har forsøgt at skræmme sine spillere fra at bruge det – men de falder i gang på gang.
»Det er lidt af et tabu, for ingen snakker om det. Men det er blevet en del af kulturen. Det bliver værre, og vi er nødt til at lære de her knægte, at det er meget afhængighedsskabende. Jeg føler ikke, de forstår, hvad konsekvensen kan være over lang tid.«
»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal kæmpe imod det. Det er ikke et forbudt stof, så du kan ikke forhindre dem i at bruge de. De er voksne mænd, og så giver du op. Men det går mig op, fordi jeg ser unge i alderen 16-21 bruge det.«
»Hvis jeg gik på træningsbanen med fire-fem cigaretter mellem fingrene, ville folk kigge på mig og tænke, at det var uprofessionelt. Men det er ikke anderledes med snus. Det er den samme mængde nikotin, der kommer ind i kroppen, det er bare skjult,« siger Johnson.
Snus er ikke lige så skadeligt som cigaretter, men nikotinen gør det til et svært afhængighedsskabende produkt, og det indeholder kræftfremkaldende stoffer og kan have en negativ effekt på ens helbred.
Det er 'sandsynligt, at det øger risikoen for at udvikle kræft i spiserøret og i bugspytkirtlen,' skriver sundhed.dk.