Knap er flammerne slukket, efter at European Super League-projektet satte fodboldverdenen i flammer, før historien om en ny liga dukker om.

Det er helt konkret den engelske Premier League, der kan stå over for nye ændringer.

Inden Super League-projektet med 12 klubber – heriblandt de seks engelske klubber Manchester United, Manchester City, Chelsea, Arsenal, Liverpool og Tottenham – prøvede de selvsamme klubber at indføre massive ændringer i Premier League.

Det blev skudt ned. Men nu er der måske nye planer om andre ændringer fra de seks klubber.

RUSSELL CHEYNE

Det er den engelske fodboldjournalist Martin Lipton fra The Sun, der har historien, der påstår, at man gerne ser, at de to skotske giganter Celtic og Rangers bliver inviteret med i den engelske Premier League.

Og her er påstanden, at der modsat Super League-projektet rent faktisk er opbakning til ideen fra de internationale parter og den engelske regering.

Ideen om, at de to ærkerivaler fra Glasgow finder vej til den bedste engelske række er langtfra ny. Den har floreret i mange år efterhånden, men med en kæmpe fanbase og stolte traditioner kan de spille en stor rolle i Premier League, lyder vurderingen.

Men det stopper ikke her.

Man ser også gerne, at antallet af hold i Premier League skæres ned fra 20 til 18, mens man gerne vil indføre en playoff-model for top-4-holdene i slutningen af sæsonen.

Spørgsmålet er så bare, hvor stor opbakningen vil være internt i Premier League, hvor flere klubber stadig er rasende over det kuldsejlede Super League-projekt og kræver, at de seks klubber bliver straffet. Så den del ser ikke alt for god ud for bagmændene.