Diego Armando Maradona er her ikke mere.

En af fodboldshistoriens allerstørste er gået bort.

Det skriver det argentinske medie Clarin. Det samme gør sig gældende for flere store medier som AFP og ESPN.

Oplysningen er siden blevet verificeret af Maradonas advokat ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Clarin fik den argentinske superstjerne et hjerteanfald, som kostede ham livet. Det er blot få uger siden, at den tidligere fodboldspiller var indlagt på hospitalet, hvor flere frygtede for hans helbred efter en hjerneoperation.

Maradona opholdt sig i Tigre i udkanten af den argentinske hovedstad Buenos Aires, hvor han kom sig ovenpå operationen, og det var også her – ifølge argentinske medier – at han opholdt sig, da han gik bort.

Foto: STAFF
Vis mere

Maradona blev 60 år.

Han betragtes af mange som en af historiens allerbedste fodboldspillere. Men med den store succes på banen betalte han også en stor pris uden for med kokainafhængighed og flere helbredsproblemer.

Han spillede i sin aktive karriere for blandt andre Barcelona og Napoli, hvor han vandt det italienske mesterskab i både 1987 og i 1990, mens han med det argentinske landshold bedst huskes for et af fodboldhistoriens mest kendte mål, da han brugte hånden - 'Guds hånd' -i VM-kvartfinalekampen mod England i 1986.

Det legendariske mål mod England.
Det legendariske mål mod England. Foto: SVEN SIMON
Vis mere

Kampen endte 2-1 på to mål af Maradona, der fulgte op på 'Guds Hånd' med et af historiens flotteste scoringer, og Argentina og Diego Maradona endte også med at vinde VM.

Maradona har igennem hele sin karriere haft et kæmpestort navn i hjemlandet Argentina, der kun er vokset med tiden. Han har endda fået en religion – The Iglesia Maradoniana – opkaldt efter sig.