Københavnernes vådeste drøm kan snart blive en realitet.
Thomas Delaney vil nemlig væk fra sin spanske klub, Sevilla, og har i ugevis forhandlet med FC København om en retur til hovedstadsklubben.
Det skriver Estadio Deportivo.
Fanfavoritten med det flotte hår vil efter sigende forsøge at tvinge et skifte igennem i januars transfervindue, hvor FC København altså ser ud til at løbe med landsholdsspillerens underskrift.

Selvom Delaney aldrig har lagt skjul på, at han en dag vil vende hjem til FCK, lå det ikke i kortene, at det skulle ske allerede til januar.
Den 31-årige midtbanespiller havde nemlig håbet, at hans plads på bænken ville blive ændret til en plads i startopstillingen under den nye træner, Jorge Sampaoli.
Sådan er det dog ikke gået, og siden argentinerens tilbagevenden til Sevilla har Delaney fået tre indhop på henholdsvis 20, 45 og senest 15 minutter.
Derudover har han siddet på bænken i to kampe – blandt andet mod sin tidligere klub Borussia Dortmund.
Tirsdag venter endnu et opgør for Sevilla mod – hvem andre end FC København?
Og mon ikke, at Thomas Delaney får sig en hilsen med på vejen af de tilrejsende FCK-fans.
Delaney spillede i FC København fra 2009 til 2016, hvor han nåede 246 kampe.