Medie: De ville kidnappe Mbappé
Real Madrid-stjernen Kylian Mbappé skal have været blandt 26 kendte og velhavende personer, som en kriminel gruppe planlagde at kidnappe.

Real Madrid-stjernen Kylian Mbappé skal have været blandt 26 kendte og velhavende personer, som en kriminel gruppe planlagde at kidnappe.

Han spiller for Real Madrid, er blandt verdens største fodboldstjerner og tjener millioner på banen og reklameaftaler.
Men Kylian Mbappés berømmelse og enorme formue har tilsyneladende også gjort ham til et mål.
Den franske superstjerne skal nemlig have stået på en liste over hele 26 personer, som en kriminel gruppe i Frankrig planlagde at kidnappe.
Det skriver Le Parisien.
Politiet skal have afdækket planer om bortførelser af hele 26 personer – blandt dem artister, fodboldspillere og velhavende forretningsfolk.
Og på listen stod altså Real Madrid-stjernen.
Bag planerne skulle en blot 18-årig mand have stået.
Han sidder allerede fængslet i Seine-Saint-Denis, men skal ifølge mediet have styret planerne fra sin celle under pseudonymet 'Lester Z'.
Herfra brugte han blandt andet Snapchat til at kommunikere med sine medgerningsmænd.
Onsdag var den 18-årige i retten, hvor han forsøgte at få ophævet sin varetægtsfængsling og isolation, men det modsatte anklagemyndigheden sig.
»Denne unge mand sad allerede i fængsel for alvorlige lovovertrædelser, og nu er han involveret i en ny sag, der omhandler en kendt rapper og fodboldspiller,« sagde anklageren ifølge Le Parisien og fortsatte:
»Kun isolation i fængslet kan få ham til at forstå konsekvenserne af sine handlinger, når man ser på hans kaotiske og kriminelle livsstil.«