Lige nu sidder en dansker og venter på et storskifte, der formentlig lige er på trapperne.

Som B.T. tidligere har skrevet, er Daniel Wass enig med Atlético Madrid om en kontrakt, der skal sende ham til den spanske hovedstad i halvandet år med option på et mere.

Men lige nu ser Valencia ikke umiddelbart ud til at give sig så let, og derfor er Atlético Madrid begyndt at se sig om efter potentielle alternativer til Wass.

Det ene af dem er dansk.

Rasmus Nissen Kristensen (tv.) ses her i aktion mod Villarreal i Europa League.
Rasmus Nissen Kristensen (tv.) ses her i aktion mod Villarreal i Europa League. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

Sådan skriver det spanske medie AS, der sætter navn på fire spillere, der interesserer de spanske mestre.

Rasmus Nissen Kristensen er et af dem.

»Atlético har fundet vej til Rasmus Kristensen, venstreback i Red Bull Salzburg. Han er 24 år gammel og fik debut med Danmarks A-landshold i september i fjor efter at have været en del af U21-landsholdet. Kristensen har kontrakt til 30. juni 2025 ifølge hjemmesiden Transfermarkt,« skriver det spanske medie.

De øvrige navne på Atléticos liste er til gengæld spillere, der huserer på nogle af verdens mest prominente adresser. Der er tale om Juventus' Mattia Sciglio, Manchester Uniteds Diogo Dalot og den relativt ukendte Pablo Maffeo, der lige nu er udlejet til Mallorca fra Stuttgart.

Rasmus Nissen Kristensen slog sine folder som ung spiller i FC Midtjylland, hvorfra han skiftede til Ajax Amsterdam i vinteren 2018 efter at have udviklet sig til en profil i Superligaen.

Opholdet i den hollandske hovedstad blev ikke til en enorm succes, men siden skiftet til østrigske Red Bull Salzburg for to et halvt år siden er det nærmest kun gået en vej – opad – for den solide forsvarsspiller.

I Red Bull Salzburg har han eksempelvis fået solid europæisk erfaring på cv'et, hvor han har spillet 22 kampe.

Rasmus Nissen Kristensen har ifølge Transfermarkt en markedsværdi på 13 millioner euro – svarende til knap 100 millioner kroner. Det er mere end de tre andre bejlere til den plads.