En dansk turist blev voldsomt overfaldet i New York onsdag formiddag lokal tid.
Den 55-årige mand blev pludseligt angrebet – helt uprovokeret – med en kniv og pådrog sig skader i ansigtet og det ene øre.
Ifølge ABC News er det danske offer tidligere professionel fodboldspiller.
Mediet skriver desuden, at danskeren blev fragtet til hospitalet, hvor hans tilstand hurtigt blev stabil. Nu er han blevet udskrevet efter en operation.
'Offeret, en tidligere professionel fodboldspiller, gik med nogle venner tæt ved West 86 Street og Columbus Avenue,' skriver mediet om optrinet, der skete på Upper West Side.
Gerningsmanden – en 25-årig mand – kom kørende i en orange Subaru Crosstreck, kort inden han gik amok.
Herfra trak han en kniv og gik til angreb på danskeren. Både gerningsmanden og offeret er fanget på videoovervågning, og lokalt politi fortæller, at førstnævnte råbte 'fuck you guys,' efter episoden.
Senere blev han anholdt. Han er sigtet for drabsforsøg og overfald. ABC News skriver også, at manden har mentale problemer og er kendt af myndighederne for sit kriminelle bagkatalog.
Da han blev fulgt væk fra politistationen, spyttede han på reportere og fotografer, som han også svinede til.