Sommerens store transfersaga om Pione Sisto ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.

For noget tyder nemlig på, at det stadig er lønnen, der sætter en stopklods for et skifte hjem til Superligaen.

I hvert fald skriver det spanske medie El Desmarque, at FC København lige nu ikke er en mulighed for den danske forboldstjerne, da Pione Sisto ønsker en højere løn, end FCK kan tilbyde.

Meldingen kommer dagen efter, det store spanske medie AS skrev, at Ståle Solbakken var interesseret i at hente den danske landsholdsspiller hjem til Superligaen.

Pione Sisto i Celta Vigo-trøjen.
Pione Sisto i Celta Vigo-trøjen. SUSANA VERA

25-årige Pione Sisto har dog indtil videre ikke ønsket at give afkald på den løn, han i øjeblikket får i Celta Vigo.

FC København er dog ikke den eneste danske klub, der skulle have meldt sig ind i kampen om Sistos underskrift.

Tidligere i august kunne B.T. ligeledes fortælle, hvordan det lige nu også er lønnen, der gør et skifte hjem til FC Midtjylland besværlig.

Ifølge B.T.s oplysninger ved Sisto, hvad FC Midtjylland har at skyde med. Kantspilleren er dog ikke klar til at acceptere den lavere løn hos 'Ulvene' lige nu.

Lørdag har den danske Celta Vigo-spiller lagt en kryptisk besked ud på Instagram, hvor noget derfor kunne tyde på, at der snart kommer en afklaring på hele sagen.

'Jeg kommer tættere og tættere på min sande lykke,' skriver han i et opslag.

Pione Sisto har kæmpet med tilværelsen både på og uden for banen den senese tid, og det lader til, at der er brug for en genstart af karrieren.

Et skifte til københavnerne eller de danske mestre virker derfor oplagt på flere områder.

De to danske klubber har midlerne til at betale prisen for Sisto, og så har man vist, at man er villig til at sælge spillere videre.

Og her kan Sisto passende drømme om endnu et stort udenlandsskifte, hvis han formår at få karrieren tilbage på rette spor hjemme i Superligaen.