Det bliver et yderst velkendt fodboldansigt, der fremover skal stå i spidsen for HB Køge.
For onsdag bliver den tidligere danske landsholdsstjerne Daniel Agger præsenteret som ny cheftræner for den danske 1. divisionsklub. Det skriver TV 2 Sport.
HB Køge har selv teaset for, at der onsdag kommer til at ske noget stort, når den 'nye trænerduo' bliver præsenteret tidligt på eftermiddagen.
Tidligere onsdag kunne Ekstra Bladet fortælle, at Daniel Agger var tæt på jobbet og var en af de store stjerner, klubben har været i kontakt med angående det job, der tirsdag blev ledigt.
For her meddelte HB Køge, at Auri Skarbalius stopper som cheftræner til sommer. Han skal i stedet starte i et nyt job som teknisk direktør hos Capelli Sport.
36-årige Daniel Agger stoppede sin aktive karriere tilbage i juni 2016 efter en periode med mange skader.
På det tidspunkt havde han været i Brøndby i to sæsoner, efter han vendte hjem fra Liverpool, som han spillede i fra 2006 til 2014.
Daniel Agger kan også siges at have forbindelser i netop HB Køge. Her er det Per Rud, der i dag er direktør - manden, der som sportsdirektør i Brøndby var med til at hente Agger hjem til Vestegnen.

Derudover har din tidligere forsvarsspiller en tæt kontakt i HB Køge i form af Anders Bay, der er kommunikationsdirektør i 1. divisionsklubben.
Tidligere har B.T. kunnet fortælle, at netop trænervejen var den, Agger ville gå, da han stod på deltagerlisten til det næste såkaldte T-trænerkursus hos DBU.
Og han var ikke den eneste stjerne, der stod skrevet op. Det samme gjorde den tidligere landsholdsangriber Nicklas Bendtner samt Lars Jacobsen og Jakob Poulsen, der alle har været profiler på det danske fodboldlandshold.
HB Køge oplyser, at klubben holder pressemøde onsdag klokken 13.00, og her bliver det afsløret, hvilke to der overtaget tøjlerne i klubben.