Flere medier beretter om, at superstjernen Cristiano Ronaldo snart skal sige 'Siiiiiiii' til kæresten.

Det er blandt andre Daily Mail og London Evening Standard, der citerer det portugisiske medie Correio de Manha for historien om, at Cristiano Ronaldo og kæresten gennem to år, Georgina Rodriguez, skal giftes.

Rygterne er opstået på baggrund af, at en kilde tæt på parret har udtalt sig til det portugisiske medie omkring parrets situation.

»Brylluppet kommer til at ske, men meget få personer kender til detaljerne. Det eneste, der er sikkert, er, at Gio (Georgina Rodriguez, red.) allerede har prøvet nogle bryllupskjoler,« er kilder citeret for at sige til Correio de Manha.

Derudover er der en lille detalje på billedet herover, som folk har lagt mærke til.

Her er parret sammen med Ronaldos ældste søn på en restaurant i London for et par dage siden. På fodboldspillerens venstre hånd kan man se en ring, der angiveligt er af mærket Cartier.

Georgina Rodriguez bar ved samme lejlighed en matchende ring, som hun viste frem på de sociale medier, dog uden at specificere noget yderligere omkring ringen. Men spekulationerne omkring, hvorvidt det er en forlovelsesring, er startet.

Ronaldo fik under sit visit i London også set tennis, hvor der i øjeblikket er herrernes sæsonfinaler på ATP-touren.

Det har Juventus-spilleren haft tid til, fordi han i øjeblikket ikke er en del af det portugisiske landshold, der søndag og onsdag spiller to vigtige kampe i Nations League. Ronaldo var heller ikke udtaget til landsholdet forrige gang.

Da skyldtes det en sag, hvor en kvinde har anklaget Cristiano Ronaldo for en voldtægt, der skulle have fundet sted i 2009 i USA. Der er dog ikke officielt meldt noget præcist ud fra den portugisiske lejr om, hvorfor Ronaldo ikke er med denne gang.

På turen med kæresten til London holdt den 33-årige fodboldstjerne sig dog ikke tilbage. Her sluprede Ronaldo dråberne af verdens dyreste vin - Richebourg Grand Cru.

Efter alt at dømme er Ronaldo tilbage i Torino, hvor han træner med Juventus.