Cristiano Ronaldo kommer ikke til at gå arbejdsløs længe, hvis man skal tro Marca.

Den spanske avis skriver, at angriberen, der lige nu er med ved VM med Portugal, har lavet en aftale med klubben Al-Nassr fra Saudi-Arabien.

Kontrakten strækker sig angivelig over to et halvt år og gælder fra 1. januar næste år.

For godt og vel en uge siden skrev flere medier, herunder CBS Sport, at Ronaldo var blevet tilbudt en kontrakt fra netop Al-Nassr.

Han var angivelig blevet tilbudt 225 millioner dollar for at skrive under på en kontrakt med klubben Al Nassr i Saudi-Arabien.

Det svarer til godt og vel 1,6 milliarder kroner.

Kontrakten vil indbringe Cristiano Ronaldo en årsløn på 75 millioner dollar. I danske kroner det over en 500 millioner om året. En dagløn på 1,3 millioner kroner.

Cristiano Ronaldo er fri på fodboldmarkedet, efter han og Manchester United blev enige om at ophæve hans kontrakt for ganske nylig.

Det skete, efter at portugiseren havde ytret sig særdeles kritisk om klubben, træner Erik ten Hag og flere tidligere holdkammerater i et interview med journalisten Piers Morgan.

Umiddelbart efter begyndelsen på VM i Qatar meddelte Manchester United, at den 37-årige stjernes kontrakt blev ophævet med øjeblikkelig virkning.

Al-Nassr var en af de største leverandører af spillere til det saudiarabiske landshold, som overraskede stort ved at slå Argentina i første gruppekamp, før det blev til to nederlag.

Seks saudiarabiske landsholdsspillere optræder til daglig for Al-Nassr, som i den forgangne sæson blev nummer tre i den nationale liga.

Ronaldo har tidligere spillet for Sporting CP, Juventus og Real Madrid foruden de to ophold i Manchester United.

Tirsdag står han sammen med Portugal over for Schweiz i ottendedelsfinalen ved VM.