Det er 785 dage siden – lidt over to år siden – at den franske storklub PSG fyrede tyske Thomas Tuchel.

Men nu kan der være en opsigtsvækkende drejning til historien på vej. For engelske London Evening Standard skriver, at franskmændene er klar til at indrømme, at fyringen var en fejl, og genansætte tyskeren.

Tuchel har været ledig på markedet, siden han i september i efteråret overraskende blev fyret af Chelsea.

Og ifølge avisen ser PSG ham som den oplagte afløser til den nuværende træner, Christophe Galtier, som man hentede i Nice efter sidste års fyring af Mauricio Pochettino.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

PSG fører godt nok den franske liga, men spillet og resultaterne har været så svingende, at Marseille er lige i hælene på hovedstadsklubben. Og det huer ikke ejerne.

Også kontroversielle José Mourinhos navn er blevet hvisket på rygtebørsen, men nu er Tuchel altså også i spil – igen.

Tuchel er blevet sat i forbindelse med næsten alle store potentielle job i toppen af international fodbold, men skulle det ende med et comeback til PSG, vil det være et plottvist, som meget, meget få havde forudset.

Tyskeren har foruden Chelsea og PSG stået i spidse for Dortmund og Mainz.