Målmanden Kepa Arrizabalaga har haft en svær sæson i Chelsea, og London-klubben er derfor på udkig efter en ny målmand til den kommende sæson.

Mirror skriver, at Frank Lampard har udset sig slovenske Jan Oblak fra Atletico Madrid som den nye mand mellem stængerne. Men det er ikke nogen billig løsning.

Hvis Chelsea skal købe Oblak fri af hans kontrakt i Spanien, vil det koste i omegnen af 900 millioner kroner. Det vil gøre sloveneren til verdens dyreste målmand.

Derfor vil den engelske storklub forsøge at sende Kepa Arrizabalaga den anden vej sammen med en pose penge.

25-årige Kepa Arrizabalaga har skuffet i Chelsea.
25-årige Kepa Arrizabalaga har skuffet i Chelsea. Foto: ADAM DAVY
Vis mere

Chelsea gjorde ellers 25-årige Kepa Arrizabalaga til verdens dyreste målmand i sommeren 2018, da de hentede ham i Athletic Bilbao for 586 millioner kroner.

Keeperen har dog ikke levet op til forventningerne, og han har endda været sat på bænken i denne sæson, hvor Frank Lampard har brugt Willy Caballero i flere kampe.

Ifølge Mirror har Atletico Madrid ikke overvejet at sælge Jan Oblak, men coronakrisens eftervirkninger kan betyde, at de er nødt til det, hvis tilbuddet er stort nok.

Hovedstadsklubben i Spanien skulle dog foretrække at få Kepa Arrizabalaga den anden vej.

Chelsea vandt tirsdag 1-0 over Norwich og ligner dermed et hold, der skal spille Champions League i den kommende sæson.