Ligger Andreas Christensens langsigtede fremtid i Chelsea?

Spørgsmålet har efterhånden været oppe at vende en del gange, og der er fortsat usikkerhed om det.

Ifølge normalt pålidelige The Times kan der dog være tegn på, at Chelsea i hvert fald overvejer en fremtid uden den danske landsholdsspiller.

Mediet skriver, at Chelsea vil arbejde på en mindre renovation af defensiven. Den kommer efter et sommertransfervindue, hvor Chelsea ikke måtte handle, samt et vintertransfervindue, hvor man valgte ikke at handle.

Andreas Christensen har tidligere fået støtte med på vejen af Frank Lampard.
Andreas Christensen har tidligere fået støtte med på vejen af Frank Lampard. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Chelsea vil nemlig rigtig gerne have fat i den engelske landsholdsback Ben Chilwell fra Leicester, og her vil man først og fremmest sælge enten Marcos Alonso eller Emerson Palmieri for at få råd til ham.

Og så skulle klubben være klar til at kigge på bud på to af dens midtstoppere – Andreas Christensen og Kurt Zouma.

Interesse er der omkring Kurt Zouma i forvejen, mens der ikke for alvor har været snak om mulige destinationer for Andreas Christensen i de seneste uger. Men noget kunne tyde på, at tiltroen til Antonio Rüdiger og Fikayo Tomori er en anelse større i længden.

Siden Andreas Christensen kom tilbage til Chelsea fra lejeophold i Borussia Mönchengladbach i 2017, har han været inde og ude af holdet i perioder.

Forud for coronapausen var Andreas Christensen inde i varmen under manager Frank Lampard, og den danske landsholdsspiller står noteret for 15 Premier League-kampe i denne sæson efter 29 runder.

I sidste sæson spillede danskeren blot otte Premier League-kampe, og det førte til stor interesse udefra. I vinter var AC Milan ude med snøren efter Andreas Christensen, men Frank Lampard lukkede tidligt i transfervinduet ned for snakken om et salg af danskeren.