En særdeles opsigtsvækkende fusion var i vinter tæt på at blive en realitet.

De danske fodboldmestre fra Brøndby og esportsgiganten Astralis forhandlede i smug om at slå pjalterne sammen.

Det skriver det danske business-site InsideBusiness.

»Planen var at skabe en slagkraftig dansk koncern inden for underholdning med en masse synergier, og meningen var at finansiere handlen via udstedelse af nye aktier og billig lånefinansiering,« skriver sitet.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Projektet faldt til sidst til jorden, da Brøndbys storaktionær og bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, til sidst trak følehornene til sig efter modstand fra flere bestyrelsesmedlemmer – skriver InsideBusiness.

Idéen var, at de to børsnoterede selskaber skulle drives som selvstændige virksomheder – men den nuværende Astralis-direktør og tidligere FC København-topchef, Anders Hørsholt, skulle indsættes som CEO for den samlede koncern.

Jan Bech Andersen var angiveligt udset til en rolle som viceformand, mens den danske esportsorganisations stifter og bestyrelsesformand, Nikolaj Nyholm, var udset til en plads for bordenden som formand.

Business-sitet skriver, at forhandlingerne foregik over flere måneder, inden de altså til sidst faldt til jorden. Projektet skulle i dag være fuldstændig skrinlagt.

Astralis er især kendt for deres Counter-Strike-hold, der igennem en årrække har været en del af den absolutte verdenstop.
Astralis er især kendt for deres Counter-Strike-hold, der igennem en årrække har været en del af den absolutte verdenstop.
Vis mere

B.T. har været i kontakt med kilder tæt på sagen – og de bekræfter, at fusionsplanerne ikke længere er aktuelle.

Det er langtfra første gang, at historier om Brøndbys søgen efter økonomiske kræfter bliver beskrevet, og Jan Bech Andersen har tidligere da også åbnet op for, at han er villig at lade andre investorer købe sig ind i klubben.

»Når økonomien er, som den er, skal jeg gøre op med mig selv, om jeg skal investere endnu flere penge i Brøndby, eller vi skal finde en investor, som kan løfte os til det næste niveau både sportsligt og kommercielt. De tanker gør jeg mig i øjeblikket,« udtalte han til Politiken tilbage i marts.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jan Bech Andersen – indtil videre uden held.