Et episk tabloidt epos har nået sin ende. Formentligt i hvert fald. 

De to fodboldfruer Rebekah Vardy og Coleen Rooney er ikke ligefrem på julekort efter en årelang kamp, der endte i retten. 

Men selvom Vardy blev dømt til at betale Rooneys sagsomkostninger, har villigheden til at leve op til rettens krav været fraværende. Indtil nu. 

Nu melder The Sun, at Vardy langt om længe har indvilget i at betale knap 10 millioner kroner til Rooney i den opsigtsvækkende sag. Et beløb, der dækker Rooneys sagsomkostninger. 

Rebekah Vardy slap ikke for at betale regningen. 
Rebekah Vardy slap ikke for at betale regningen.  Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Den vilde sag tog sin begyndelse tilbage i 2019, da Coleen Rooney, der er gift med den tidligere Manchester United-stjerne og engelske landsholdsspiller Wayne Rooney, blev mistænksom over, at private historier fra hendes sociale medier endte i de engelske aviser. 

På vaskeægte detektivmanér ændrede hun sine indstillinger på Instagram, så kun Rebekah Vardy kunne følge med i, hvad hun lagde ud på det sociale medie. 

Og så røg Vardy i fælden og Rooney lancerede den opsigtsvækkende anklage om, at Vardy var skyld i de mange læk til pressen. Det gjorde hun i et opslag, hvor hun fremlagde sine beviser og sluttede det af med sætningen, der siden gik viralt: 'Det er... Rebekah Vardys konto'. 

Det gad Vardy dog ikke at finde sig i og trak derfor sin tidligere veninde i retten for æreskrænkelse. Men i 2022 faldt dommen så - og det var altså ikke til Vardys fordel. 

Den pille har været svær at sluge for Vardy, der er gift med Leicester-legenden og tidligere engelsk landsholdsspiller Jamie Vardy. Nu er den dog røget igennem systemet. 

For pengene er langt om længe endt på Rooneys konto i en absurd fortælling over flere år.