Til sommer er Manchester United-stjernen Juan Mata en fri fugl på transfermarkedet. Og nu vil han hjem til Spanien og lege med Lionel Messi.

Den spanske offensivspiller satser på at skifte den kriseramte Premier League-klub ud med FC Barcelona, når sæsonen er slut.

I hvert fald har Mata-lejren og FC Barcelona, ifølge Barcelona-sportsvaisen Sport, haft samtaler og forhandlinger siden januar.

De forhandlinger er i øjeblikket sat i bero, men planen er, at de skal genoptages efter en eventuel Champions League-finale for FC Barcelona.

Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Det meste af aftalen skulle være forhandlet på plads. Det eneste springende punkt er kontraktlængden.

Mata er med sine 31 år ikke en langtidsholdbar løsning for FC Barcelona, men snarere en stærk breddespiller til de offensive pladser og til midtbanen til de kommende sæsoner.

Han ønsker dog alligevel en to-årig kontrakt med mulighed for en et-årig forlængelse, skriver Sport.

Mata har som følge af FC Barcelona-interessen afvist alle Manchester Uniteds tilbud om en kontraktforlængelse. Han skulle også have tilbud på hånden fra andre store klubber.

Den tidligere spanske landsholdsspiller og tidligere Chelsea-stjerne kom til Manchester United i sommeren 2013.

Siden da har han spillet 218 kampe og scoret 45 mål i en svær og svingende periode for klubben.

Allerede i januar kunne den engelske presse første gang skrive om kontakten mellem Mata-lejren og FC Barcelona.

Her blev Matas agent set besøge klubbens kontorer.