Barcelona og Manchester United duellerer i aften om en plads i Champions Leagues semifinaler, når de to storklubber mødes på Camp Nou.

Men også udenfor banen er der en kamp i gang mellem Barca og De Røde Djævle.

For ifølge engelske The Mirror kæmper de to klubber om Marcus Rashfords gunst.

Den engelske landsholdsspiller har kontraktudløb med Manchester United næste sommer, men klubben vil gerne forlænge aftalen med Rashford til 2024.

Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Manager Ole Gunnar Solskjær har nemlig udset sig netop 21-årige Rashford som en af de helt centrale figurer i Manchester United i de kommende år.

Selvom de to parter har forhandlet i flere måneder, er det dog endnu ikke lykkedes dem at blive enige om en ny kontrakt, og det vil Barcelona angiveligt udnytte.

Barcelona skulle have Marcus Rashford øverst på transfer-ønskesedlen, og derfor står spanierne angiveligt klar med et bud på 100 millioner pund (cirka 865 millioner kroner, red.) på angriberen, når transfervinduet åbner til sommer.

For at finansiere købet af Rashford skal Barcelona have penge i klubkassen, og her skulle et salg af Philippe Coutinho være udset som en del af planen, beretter The Mirror.

Kampen udenfor kridtstregerne er dog skudt til hjørne i aften, når Barcelona og Manchester United mødes i returopgøret i Champions Leagues kvartfinaler.

Barcelona går ind til opgøret med en føring på 1-0 fra den første kamp på Old Trafford.

Derfor må Lionel Messi og holdkammeraterne betegnes som solide favoritter til at avancere til semifinalerne.

Følg kampen mellem de to giganter live her hos B.T. i aften fra kl. 21.