FC Barcelona har ifølge det spanske medie Cadena Ser ansat et firma til at fremme klubbens omdømme, men samtidig skade enkelte individers ditto.

Ifølge Cadena Ser er firmaet E3Ventures blevet hyret til at beskytte præsidenten Josep Bartomeu og andre i bestyrelsen gennem forskellige konti på de sociale medier, mens det også har haft til formål at underminere store profiler som Lionel Messi, Gerard Piqué,  Xavi, Puyol og Pep Guardiola.

I november 2017 lød et opslag blandt andet sådan med hjælp fra E3Ventures.

»Selv om Guardiola har prøvet alt, hvad han kunne, er Messi stadig i Barcelona,« lød det i et opslag, mens der også har været skrevet om Messis bedre halvdel Antonella.

»Hvilken hård karakter, Messi har derhjemme. Hvis nogen angriber børnene på de sociale medier, slår Antonella til som en løve for at forsvare dem,« skriver Cadena Ser som et par eksempler.

Samarbejdet skulle angiveligt være blevet indgået for tre år siden for et beløb på omkring en million euro.

FC Barcelonas ledelse bekræfter samarbejdet med E3Ventures, men afviser, at der er indgået en aftale om, at det skal forsøge at skade enkeltindividernes image.

»Klubben kræver øjeblikkelig rettelse af de spredte informationer og forbeholder sig retten til at tage passende juridiske forholdsregler mod dem, der fortsat involverer klubben i denne type praksis,« skriver klubben i en meddelelse.