Barcelona har opgivet at overtale Lionel Messi til at fortsætte i klubben, når han har kontraktudløb til sommer.

Det mener i hvert fald Daily Mirror at vide.

Det engelske medie skriver, at den nye Barcelona-træner Ronald Koeman allerede har indstillet sig på, at han efter denne sæson kommer til at miste Messi til Manchester City, hvor superstjernen vil blive genforenet med Pep Guardiola.

Koeman skulle angiveligt allerede have accepteret, at der ikke er noget at stille op, og at han derfor kun kommer til at arbejde med Messi i en enkelt sæson.

Ronald Koeman skal til at forberede sig på en fremtid uden Lionel Messi.
Ronald Koeman skal til at forberede sig på en fremtid uden Lionel Messi. Foto: Alejandro Garcia
Vis mere

Spillet om Messis fremtid har været allestedsnærværende for Ronald Koeman, siden hollænderen i sommer blev præsenteret som ny træner midt under Messis krig mod Barcelonas ledelse.

Messi endte som bekendt med at tabe magtkampen og blev tvunget til at blive i klubben, selvom han offentligt havde erklæret, at han ville væk.

Ronald Koeman har dog tidligere fortalt, hvordan han er imponeret over Messis dedikation til Barcelona trods sommerens grimme forløb.

»Da han (Messi, red.) kom tilbage for at træne, kunne jeg kun se gode ting. Hans attitude, hans indstilling - der var ikke noget, jeg kunne kritisere ham for,« sagde Koeman under forberedelserne til sæsonstarten.

Men meget tyder altså på, at Ronald Koeman skal til at gruble over en fremtid uden Lionel Messi.

Og der er i det hele taget nok at bekymre sig om for Koeman. Lørdag aften tabte Barcelona 0-1 ude til Getafe i La Liga, og dermed har storklubben blot syv point efter fire kampe.

Det rækker aktuelt til en beskeden niendeplads i tabellen. Med til historien hører dog, at Barcelona har spillet en kamp færre end de fleste af rivalerne.