Gik det hele fejlfrit til eller spillede PSG-korruption ind?

Det er spørgsmålet, som den store franske avis Le Monde rejser om Lionel Messi opsigtsvækkende Ballon d'Or-titel, som den argentinske superstjerne hev i land i 2021.

Det var dengang Robert Lewandowski havde haft en supersæson i Bayern München, men måttes nøjes med andenpladsen efter Messi i den prestigefyldte årlige kåring af verdens bedste fodboldspiller.

Le Monde skriver, at fransk politi er i gang med at samle sammen til en korruptionssag mod ledende figurer i Paris Saint-Germain, som skulle have bestukket en tidligere redaktør for France Football.

Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er det store franske fodboldmagasin, der står for Ballon d'Or-kåringen.

I efteråret 2021 var Lionel Messi netop skiftet fra FC Barcelona til PSG, hvorfor det ville være god pr for den franske storklub, hvis deres dyre nye stjerne løb med hæderen.

Ifølge anklagerne skulle PSG-kommunikationsdirektør Jean-Martial Ribes i 2021 have tilbudt 'flere gaver' til France Football-chefredaktøren Pascal Ferre.

Herunder eksempelvis VIP-billetter til kampe og luksusture med PSG-sponsoren Qatar Airways. Derudover skulle der findes en korrespondance hvor Ferre fortæller PSG-ejer Nasser AL Khelaifi, at 'det er nødvendigt med mere lobby-arbejde', og at de skulle lave en frokostaftale.

Foto: Frankhoemann/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det vakte opsigt og i nogle fodboldkredse vrede, at Lionel Messi løb med Ballon d'Or-trofæet i 2021 efter en sæson, hvor han godt nok havde vundet Copa America og den spanske pokalturnering, men ikke havde leveret på vanligt vilde niveau i FC Barcelona.

Modsat Robert Lewandowski, der i et par sæsoner havde været historisk målfarlig for Bayern München.