Et jordskælv kan være på vej til at ryste FC Barcelona.

I hvert fald hvis man skal tro avisen Sport, som citerer Catalunya Radio.

Her melder man, at den argentinske stjerne Sergio Agüero kan være nødsaget til at indstille sin karriere som professionel fodboldspiller.

Barcelona-spilleren måtte forlade banen efter 41 minutters spil af opgøret mod Alavés, da han følte smerter i brystet.

Sergio Agüero udgik af kampen mod Alavés 30. oktober.
Sergio Agüero udgik af kampen mod Alavés 30. oktober. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

I første omgang var meldingen fra storklubben, at Agüero må holde en pause fra fodbold i mindst tre måneder, da undersøgelser viste en såkaldt arytmi – en forstyrrelse af hjerterytmen.

Men nu ser det altså ud til at være værre end først antaget.

Ifølge mediet lyder diagnosen nu, at den 33-årige argentiners hjerteforstyrrelse ikke er godartet, og at det derfor kan sætte Sergio Agüeros fremtidige karriere seriøst i fare.

Spilleren er selv bevidst om den nye drejning i forløbet, og der hersker lige nu pessimisme omkring fodboldspillerens situation.

Alligevel påpeger man, at der endnu ikke er truffet nogen endelig beslutning, og man fortsat vil følge udviklingen hos Agüero tæt.

Argentineren kom til Barcelona i sommer på en fri transfer fra Manchester City.

Det er dog kun blevet til fem kampe i den blårøde trøje for Agüero, som har døjet med en lægskade og altså nu også hjerteproblemer.