Nummer tre.

Det er AGF's superligaplacering hen over vinteren, og den fornemme stime ser ud til at udmønte sig i et nyt kontrakttilbud til cheftræner David Nielsen.

Sådan skriver Århus Stiftstidende, der erfarer, at David Nielsen er tæt på at forlænge sin kontrakt med de hvidtklædte aarhusianere.

Trænerens kontrakt løber p.t. indtil den 30. juni 2020, og derfor er træneren også frit stillet til at forhandle med en anden klub fra januar, medmindre han forlænger sin nuværende aftale inden da.

AGF-bænken jubler efter sejren mod FC Midtjylland.
AGF-bænken jubler efter sejren mod FC Midtjylland. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Ifølge avisen er det AGF, som har henvendt sig til træneren, der har været i klubben i lidt over to år. Faktisk indrømmede David Nielsen også, at parterne er klar til at forhandle. Han varslede også, at forhandlingerne allerede kan gå i gang i den kommende uge.

Om træneren forlænger med AGF, vil tiden vise, men det bliver ikke nemt for AGF at holde på David Nielsen.

Han har angiveligt også fået et kontrakttilbud fra Malmö FF, der netop har sagt farvel til sin træner, Uwe Rösler.

Søndag vandt AGF 3-1 over FC Midtjylland i Herning, og efter kampen var David Nielsen i højt humør. Det kan du læse mere om her.