Lionel Messis situation i FC Barcelona er lige nu ét stort kaos.
Søndag eftermiddag meddelte La Liga efter flere dages spekulationer, at Barcelona har krav på at få indfriet Lionel Messis frikøbsklausul på svimlende 700 mio. euro, hvis de skal lade den argentinske troldmand gå.
Men nu er der nye oplysninger på banen, som gør forvirringen total.
Radiostationen Cadena SER mener nemlig at vide, at den meget omtalte frikøbsklausul slet ikke er gældende i det sidste år af Lionel Messis kontrakt. Det skriver spanske AS.

Da argentineren har mindre end et år tilbage af sin kontrakt - den udløber helt præcis 30. juni 2021 - skulle det altså betyde, at han kvit og frit kan forlade Barcelona og skifte til en anden klub. Akkurat som Messi-lejren selv har påstået.
Og det står altså i skærende kontrast til den udmelding, som La Liga kom med tidligere søndag.
Alt imens fortsætter dramaet i Barcelona, hvor Lionel Messi udeblev, da spillertruppen søndag skulle møde ind for at blive testet for coronavirus.
De seneste forlydender går på, at Messi ligeledes har tænkt sig at blive væk, når spillertruppen mandag skal igennem en række fysiske tests.
Sikkert og vist er det i hvert fald, at vi på ingen måde har hørt det sidste i dramaet omkring Lionel Messi og Barcelona.