Thibaut Courtois storspillede, men Kylian Mbappé sikrede efter 93 minutter PSG en 1-0-sejr over Real Madrid.

Hjemmeholdet Paris Saint-Germain dominerede og fik til allersidst sikret sig en 1-0-sejr i første duel mod Real Madrid i Champions Leagues ottendedelsfinaler tirsdag aften.

Real Madrids belgiske målmand, Thibaut Courtois, reddede et straffespark fra Lionel Messi og forhindrede et par gange Kylian Mbappé i at komme på måltavlen, men efter 93 minutter tog Mbappé revanche med en flot soloaktion.

Med resultatet er der fortsat spænding om, hvilken af de to storklubber der skal videre til kvartfinalerne, når der er returkamp i Madrid om tre uger. Her gælder reglen om udebanemål modsat tidligere sæsoner ikke længere.

Paris Saint-Germain satte sig forholdsvist tungt på spillet i første halvleg, hvor det meget rutinerede Real Madrid-hold i perioder virkede nogenlunde komfortabelt med at stå organiseret og langt tilbage på banen.

Hjemmeholdet havde således svært ved at omsætte sig overtag til åbne chancer.

Efter 18 minutter lykkedes det dog Kylian Mbappé at liste sig ind bag højreback Dani Carvajal, men den franske stjerneangriber tabte til gengæld duellen med Thibaut Courtois.

Der var optræk til mere, og Mbappé var ofte drivkraften, men en ganske intens første halvleg endte med kun én enkelt afslutning inden for målrammerne.

PSG trykkede videre efter pausen, og efter 50 minutters spil endte en omgang hurtigt småspil med et meget nærgående forsøg fra Mbappé, men igen var Courtois på plads og reddede sit hold.

Ti minutter senere fik PSG spillets største chance. Mbappé tiltvang sig et straffespark begået af Carvajal, selv om bolden egentligt var på vej ud over baglinjen.

Forholdsvis anonyme Messi fik ansvaret og sendte bolden hårdt ud mod den ene stolpe, hvor Courtois flot nåede ned og parerede bolden ud til hjørnespark.

Det var første gang i syv forsøg, at den tidligere Barcelona-stjerne misbrugte et straffespark mod Real Madrid, skriver statistikproducenten OptaJose på Twitter.

Efter to en halv måneds skadespause blev Neymar smidt i aktion efter 73 minutter, og han nåede også en stor chance, men en Real-forsvarer og Courtois fik presset brasilianeren ud i svær afslutning fra en spids vinkel, der endte forbi målrammen.

Det lignede en uforløst aften for PSG, men efter 93 minutter strålede Mbappé, da han satte turboen til, satte to Real-spillere og satte bolden mellem Courtois' ben, hvilket blev bragets afgørelse.

Ud over den sene dukkert kan Real Madrid ligeledes ærgre sig over, at midtbanespilleren Casemiro og venstrebacken Ferland Mendy til den tid er fraværende med karantæne, efter at de fik gule kort tirsdag.

/ritzau/

Genoplev aftenens to Champions League-kampe i LIVE-bloggen herunder: