Mbappé scorer og udgår i Zidanes debut
Zinedine Zidane vandt sin første kamp som fransk landstræner. Kylian Mbappé scorede og udgik med en skade.

Zinedine Zidane vandt sin første kamp som fransk landstræner. Kylian Mbappé scorede og udgik med en skade.

Frankrig vandt 1-0 over Tyrkiet i første runde af Nations Leagues øverste lag.
Kylian Mbappé scorede sejrsmålet, hvorefter han udgik med en skade i Zinedine Zidanes første kamp som fransk landstræner.
For 20 år siden spillede Zidane sin sidste kamp i karrieren, da fodboldlegenden fik et infamøst rødt kort i VM-finalen.
Fredag var han tilbage på det franske landshold.
Denne gang var det i trænersædet, som han tilsyneladende har ventet på, skulle blive ledigt, siden han for fem år siden stoppede i Real Madrid.
I sin første startopstilling havde Zidane fundet plads til et ganske ubeskrevet blad på venstre back.
Den 24-årige Bournemouth-spiller Adrien Truffert debuterede i 2022, og præcis fire år senere fik han endelig lov at spille sin anden kamp.
Derudover havde Zidane gjort sig bemærket ved at flytte Frankrigs største profil, Kylian Mbappé, fra hans vanlige position som frontangriber og ud på venstre kant.
Franskmændene dominerede boldbesiddelsen, men målchancerne blev fordelt lige mellem de to hold.
Mbappés tyrkiske holdkammerat i Real Madrid, Arda Güler, lod til at være i glimrende spilhumør og var ofte centrum for Tyrkiets chancer.
Den letbenede tekniker gjorde sit for at kompensere for fraværet af Hakan Calhanoglu fra Inter og Juventus-spilleren Kenan Yildiz, som begge var ude med skader.
Efter en god start på anden halvleg sløsede tyrkerne i opspillet efter 53 minutter, og det straffede franskmændene.
Assistkongen Michael Olise spillede bolden ud til Mbappé, som resolut sparkede den ned i det korte hjørne.
Real Madrid-stjernen kunne dog ikke juble, for han pådrog sig en skade i samme sekvens og måtte lade sig udskifte få minutter efter.
Lige da Tyrkiet skulle til at foretage offensive indskiftninger i kampens sidste minutter, røg planen i vasken, da målmand Ugurcan Cakir efter et VAR-tjek fik rødt kort for at bruge armen uden for feltet.
Næste runde venter mandag, når Frankrig møder Belgien, mens Tyrkiet tager imod Italien.
RITZAU