Den franske fodboldkomet Kylian Mbappé vil gerne have mere ansvar – enten i PSG eller i en anden klub.

En af verdens bedste fodboldspillere pustede søndag på ny liv i rygterne om et muligt klubskifte i sommerens transfervindue.

I sin takketale efter at være blevet kåret som sæsonens bedste spiller i den franske fodboldliga luftede Kylian Mbappé således tanker om at spille et andet sted end i Paris Saint-Germain.

»Dette øjeblik er vigtigt for mig og et vendepunkt i min karriere. Måske er det på tide for mig at få mere ansvar. Det kan enten være i PSG – hvilket jeg vil nyde – eller det kan være et andet sted med et nyt projekt,« siger den 20-årige komet ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

Udtalelsen står i kontrast til Mbappés ytringer i slutningen af april.

Her sagde franskmanden, efter at være blevet konfronteret med rygter om et muligt skifte til Real Madrid, at han ikke kunne se sig selv spille andre steder end i den franske hovedstadsklub.

»Jeg er her, og jeg vil være med til det her projekt,« sagde Mbappé dengang.

Det franske stjerneskud har i denne sæson scoret 38 mål i 42 kampe på tværs af alle turneringer.

/ritzau/