Den franske verdensstjerne Kylian Mbappé er ifølge adskillige svenske medier 'begrundet mistænkt' for en voldtægt i Stockholm.

Ifølge TV4 hævder en kvinde at være blevet voldtaget af Real Madrid-spilleren. Den svenske tv-kanal oplyser, at kvinden lørdag blev undersøgt på et hospital i Stockholm.

Efterfølgende har svensk politi sikret bevismaterialer på det luksuriøse Bank Hotel i Stockholm, hvor Mbappé boede under sit korte besøg i Sverige.

Ifølge Expressen har politiet i deres søgen efter beviser beslaglagt tøj. Der skulle være tale om et par trusser, sorte bukser og en sort top.

Kylian Mbappe har indtil videre afvist at have noget med sagen at gøre. På sin X-profil proklamerede han allerede mandag, at der er tale om 'Fake News'.

Den svenske anklagemyndighed bekræftede tirsdag formiddag, at man efterforsker en voldtægtssag i Stockholm.

Men politi og myndigheder har ikke bekræftet, at den verdenskendte fodboldspiller er den mistænkte – det kunne Expressen dog erfare tirsdag morgen.

Mbappé – maskeret til venstre – forsøgte at gøre alt for ikke at blive genkendt.
Mbappé – maskeret til venstre – forsøgte at gøre alt for ikke at blive genkendt. Foto: Jimmy Wixtröm/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

Franskmanden tilbragte – sammen med et større selskab – to døgn i den svenske hovedstad i den forgangne uge. 

Her frekventerede de adskillige restauranter og natklubber – heriblandt VIP-natklubben 'V', hvor selskabet 'mødte flere personer', skriver Aftonbladet.

Mandag kunne Aftonbladet afsløre, at politiet efterforsker en voldtægtssag, der skulle have fundet sted om torsdagen under verdensstjernens besøg. Mbappe og hans entourage forlod den svenske hovedstad fredag eftermiddag.

Lørdag henvendte den forurettede kvinde sig altså til svensk politi, som igangsatte en efterforskning.

Både lørdag og mandag var politiets teknikere til stede på det hotel, hvor Mbappé boede i Stockholm. Og nu er det altså – ifølge Aftonbladet – den 25-årige fodboldstjerne, der peges på som mulig gerningsmand.