Efter at have siddet ude med en knæskade i næsten en måned har den franske stjerne Kylian Mbappé fået spilminutter i Real Madrids seneste kampe mod Manchester City og Atlético Madrid.
Nu melder han sig helt klar og vil spille sig i storform til sommerens VM. Samtidig udtrykker han harme over en teori, han er stødt på under sit skadeforløb: At han undgik at spille kampe for at holde sig klar til slutrunden.
- Jeg har set folk snakke om VM. Jeg har deltaget ved VM to gange og vundet det ene og nået finalen i det andet, og hvordan forberedte jeg mig til VM? Ved at spille hver eneste kamp for min klub, siger Kylian Mbappé ifølge Football Espana.
- For mig er det krystalklart, at jeg vil spille alle kampe for Real Madrid. Jeg kunne sige, "jeg tager hjem og spiller ikke", men det er nonsens. Jeg har forberedt mig til VM to gange ved at spille, score og vinde titler med min klub, og i år vil jeg gøre det samme for at komme i topform.
Mbappé scorede otte mål ved det seneste VM, hvor Frankrig tabte en medrivende finale til Argentina.
I den igangværende landskampstermin skal Frankrig møde Brasilien og Colombia i testkampe.
Ved VM er Frankrig i gruppe med Norge og Senegal og kender ikke sin sidste modstander endnu.
Først har Mbappé og Real Madrid dog fokus på at jagte FC Barcelona i kampen om det spanske mesterskab, og i Champions League møder holdet Bayern München i kvartfinalerne.
/ritzau/
