Mayday: Skræksyn for danskere
Erling Haaland er spottet i fuldt vigør, og det er dårlige nyheder for det danske landshold.

Erling Haaland er spottet i fuldt vigør, og det er dårlige nyheder for det danske landshold.

Mayday, mayday. Norges farligste mand på en fodboldbane er fundet, og han ser frygtindgydende ud.
B.T. er til stede ved den norske landsholdstræning på Ullevaal Stadion i Oslo, hvor Danmark torsdag skal op mod det skræmmende fodboldfænomen, der tog hele verden med storm denne sommer.
26-årige Erling Haaland var nærmest ustoppelig til VM i USA, hvor han sparkede Norge helt til kvartfinalen og scorede syv mål på fem kampe.
Haaland strålede af overskud og sprudlende norsk spilleglæde til den sidste træning inden braget mod Danmark.
En kødrand af norske fotografer stod skulder om skulder og skubbede løs for at få et glimt af Haaland, da han trådte ind på græstæppet.
Et helt skørt mediecirkus, der viser en nation, der stadig er i VM-feber.
Onsdag er Haaland af verdens førende fodboldmedie, The Athletic, blevet kåret som den absolut bedste spiller i verdens hårdeste liga, Premier League.
Torsdag skal han op mod Danmark i Nations League-åbningskampen, hvor der først og fremmest er en seedning til EM-kvalifikationen på spil.
Bliver Danmark blandt de tre bedste i gruppen, der også tæller Portugal og EM-medværten Wales, så seedes Danmark efter alt at dømme i bedste lag.
Det vil muskelbundtet fra Manchester City selvfølgelig gøre alt for at forpurre.
Han har scoret 62 mål i 55 kampe. Det er uhørt og forrykt.
Og vi følger det hele her fra Oslo før, under og efter.