Fodboldspilleren Mathias Jensen kom mandag ind fra bænken og blev afgørende for Brentford i Premier League-opgøret mod West Ham.
Den danske landsholdsbobler fik bolden midt i feltet og scorede til slutresultatet 2-0 sent i opgøret, da West Ham stadig havde mulighed for at få point ud af opgøret.
Dermed kan Mathias Jensen nu prale af to sæsonscoringer i Premier League, selv om han for tiden ikke får lov til at spille særlig meget i klubben fra London.
Mandag kom han først på banen i tredje overtidsminut og scorede så to minutter senere. I alt har han fået mindre end 200 spilleminutter i sæsonens første otte Premier League-kampe.
Mikkel Damsgaard får langt mere spilletid for Brentford, og mandag spillede han også en god kamp. Faktisk så det ud til, at han skulle noteres for en assist, men målet fra Igor Thiago blev annulleret for offside.
Igor Thiago kunne trøste sig med, at han tidligere i første halvleg stod bag målet til 1-0.
Spillemæssigt var der kæmpe forskel på de to mandskaber i mandagens opgør. West Ham er et af de mest tandløse hold i Premier League i øjeblikket, og klubben ligger efter nederlaget til Brentford næstsidst.
Brentford rykkede en smule væk fra bundræset, efter at klubben i kølvandet på Thomas Franks afsked som træner har fået en svær begyndelse på sæsonen.
Klubben er nu nummer ti med ti point. Der er fem point ned til nedrykningsstregen.
/ritzau/