Brentford har udnyttet en klausul i Mathias Jensens kontrakt, så landsholdsspilleren også er bundet til Premier League-klubben i næste sæson.

Det oplyser Brentford mandag på sin hjemmeside.

Midtbanemandens aftale stod til at udløbe denne sommer. Cheftræner Keith Andrews fortæller, at han har været meget opsat på, at Jensen skulle blive.

- Han har spillet en stor rolle både på og uden for banen, og hans præstationer i sidste sæson var på et meget, meget højt niveau, siger cheftræneren.

Klubben, der også råder over Mikkel Damsgaard, har samtidig forlænget aftalerne med Josh Dasilva og Rico Henry.

Damsgaards kontrakt løber frem til sommeren 2030.

Jensen, der har spillet 31 landskampe for Danmark, skiftede til Brentford fra spanske Celta Vigo i 2019.

I den forgangne sæson rundede han 150 Premier League-kampe og 250 kampe i alt for Brentford.

Den 30-årige midtbanespillers samlede statistik lyder nu på 17 mål og 32 assister i 275 kampe.

Jensens langskudsmål i 3-1-sejren over Manchester United i Premier League i september blev kåret til sæsonens mål i Brentford.

Klubben fra London endte på niendepladsen i Premier League og missede således en af de placeringer, der giver adgang til europæisk fodbold.

I denne uge skal Jensen og resten af det danske landshold spille testkampe mod DR Congo onsdag i Belgien, mens Ukraine venter i Odense på søndag.

Damsgaard er ikke udtaget til landsholdet i denne omgang, da han har brug for pause.

/ritzau/