Philip Billing bliver ikke klar til Danmarks kommende skæbnekamp mod Nordmakedonien.

Det skriver FC Midtjylland søndag på sin hjemmeside, og Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser på X, at Brentfords Mathias Jensen er udtaget som erstatning.

Billing var udtaget til kampen mod Nordmakedonien i Parken og det følgende opgør mod enten Irland eller Tjekkiet på udebane, men landstræner Brian Riemer må klare sig uden dynamoen, der står noteret for seks landskampe.

Billing blev tidligere søndag udtaget til FCM's trup til kampen mod Viborg FF søndag aften, men er siden blevet siet helt fra.

Han blev torsdag skiftet ud i pausen af Europa League-kampen mod Nottingham Forest, efter at han i en periode har haft problemer med sin ene akillessene.

Brian Riemer har med indkaldelsen af Mathias Jensen fortsat udtaget 25 spillere til de kommende landskampe, men kan kun gøre brug af 23 i sine kamptrupper.

Jensen har været forholdsvis fast mand for Brentford i denne sæson. Han står noteret for 30 A-landskampe og en scoring. Seneste optræden kom i marts 2024, inden Riemer havde overtaget roret.

Ud over Billing er ingen endnu meldt ude, men Mikkel Damsgaard var lørdag ikke i truppen for Brentford, der spillede 0-0 mod Leeds i Premier League.

/ritzau/