Efter 14 år fortæller Marco Materazzi nu endelig, hvad han sagde den julidag i 2006.
»Jeg havde ikke forventet, det ville ske. Heldigvis blev jeg overrasket over episoden, for hvis jeg havde gjort mig klar til sådan en reaktion, ville vi begge helt sikkert være blevet udvist,« siger han.
I en livechat på Instagram giver den tidligere italienske fodboldspiller nu sin version af, hvad der skete i VM-finalen mellem Italien og Frankrig.
Her var et dramatisk højdepunkt, da Zinedine Zidane nikkede Marco Materazzi en skalle i brystet i den forlængede spilletid.

Forinden havde den italienske forsvarsspiller sagt noget til den franske modstander.
Igennem årene har der været historier fremme om, at ordene skulle have omhandlet en fornærmelse af modstanderens mor - men Marco Materazzi har aldrig sat ord på, hvad der kom ud af munden.
Indtil nu.
Og det drejede sig ikke om Zinedine Zidanes mor, men et andet familiemedlem, lyder det nu om situationen, som var kulminationen på en stribe hårde nærkampe mellem de to.

»Der havde været en hel del kontakt mellem os. Han scorede Frankrigs mål i første halvleg, og vores træner gav mig besked på at dække ham op. Efter den først duel mellem os undskyldte jeg, men han reagerede dårligt,« erindrer Marco Materazzi om skærmydslerne, der kulminerede i det 110. minut.
»Efter det tredje sammenstød rynkede jeg panden, og han sagde: 'Du kan få min trøje senere'. Jeg svarede, at jeg hellere ville have hans søster end hans trøje.«
Og så faldt Zinedine Zidanes skalle, hvorefter han blev vist ud, mens den italienske modstander lå i græsset og ømmede sig. Resten er fodboldhistorie
Italien endte med at blive verdensmester efter en straffesparkskonkurrence, hvor Marco Materazzi også scorede. Kampen blev Zinedine Zidanes sidste i karrieren, da han allerede på forhånd havde annonceret, at han ville stoppe efter VM-slutrunden.

