UEFA har netop vedtaget, at fra sæsonen 2024/2025 kommer Champions League-formatet til at være et helt andet, end vi kender det.

Nu ryger gruppespillet nemlig og det erstattes med et ligasystem. I den liga skal 36 klubber deltage fremfor de 32, som der er i det nuværende format.

Det bekræfter UEFA på deres hjemmeside.

Beslutningen er blevet taget efter, at der har været megen diskussion om det nye format. Men nu skal det nye format altså sættes i søen, efter UEFA har vedtaget de meget store ændringer ved en kongres i den østrigske hovedstad Wien.

Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

Den gamle struktur, hvor klubberne dyster om billetter til knockoutfasen i et gruppespil med fire hold, skrottes. I stedet skal klubberne spille otte kampe mod otte forskellige klubber - fire hjemme og fire ude.

Systemet kaldes af UEFA for 'den schweiziske model,' hvor hver klub ved en lodtrækning får tildelt de otte modstandere. Efter en enkelt kamp mod hvert hold, går de otte bedste hold i ligaen direkte videre til knockoutfasen i turneringen.

Klubberne, som slutter på 9.- til 24.-pladsen skal spille mod hinanden i to playoffkampe, hvor de spiller om at møde de otte bedste hold i ottendedelsfinalen.

Det samme format skal også spilles i Europa League og Conference League, skriver UEFA på deres hjemmeside, hvor der står, at holdene i de turneringer skal spille i henholdsvis otte og seks kampe for de 36 hold i turneringerne i ligasystemet.

UEFA præsenterede sine planer for ændringerne allerede i april 2021. Siden da har forbundet ligget i forhandlinger med fodboldens mange interessenter.

Det gælder blandt andet sammenslutningen af europæiske fodboldligaer, European Leagues, som er lykkedes med at gennemtrumfe en række ændringer i forhold til de oprindelige planer.

Sammenslutningens danske medlem, Claus Thomsen, fortalte forleden, at man har arbejdet for at få antallet af kampe ned fra ti til otte, og det er altså lykkedes.

European Leagues har desuden arbejdet for at få skrottet Uefas plan om at tildele to af de fire ekstra pladser i Champions League til store klubber, som ikke kvalificerer sig til Champions Leagues gruppespil via deres hjemlige liga.

Også den mission er lykkedes.

De to pladser, som i Uefas plan var helliget to ukvalificerede storklubber, kommer i stedet til at gå til de to nationer, hvis klubber samlet set har skrabet flest af de såkaldte koefficientpoint sammen i den foregående sæson.

Som det er gået hidtil i denne sæson, ville det være England og Holland, der fik en plads mere i næste sæsons Champions League, hvis ændringerne allerede trådte i kraft nu.

De to sidste ekstrapladser gives til et ekstra mesterhold fra kvalifikationen og nummer tre i den liga, der ligger nummer fem på Uefas landekoefficientliste.

Lignende ændringer kommer også til at ramme Europa League og Conference League. Her skal klubberne spille henholdsvis otte og seks kampe i det nye gruppespil. Også her vil 36 klubber være på deltagerlisten.