Det har ikke været helt let at få en kæreste i offentlighedens søgelys.
Og særligt én ting har naget fodboldstjernen Martin Ødegaard, der for to uger siden efter flere måneders spekulationer bekræftede, at han har fundet sammen med den norske danser Helene Spilling.
For i et interview med TV 2 Norge fortæller han, hvordan han har oplevet at blive forfulgt af den norske presse.
»Jeg synes faktisk, det er ret fjollet og meget mærkeligt. Folk har været meget optagede af det. De har fulgt efter os hjem til, hvor vi bor. Det har plaget mig lidt for at være ærlig. Men det hører også med,« siger Ødegaard og tilføjer, det har været værre i Norge end i England, hvor han bor.
Det er første gang, Arsenal-spilleren sætter ord på forholdet til kæresten, og han har fremover tænkt sig at holde kortene tæt til kroppen.
»Nu har vi bekræftet det. Så nu håber jeg, pressen respekterer vores privatliv og lader os være i fred.«
Rygterne startede tilbage i marts, hvor Helene Spilling var med Martin Ødegaard til London Football Award.
Der blev taget billeder af parret, og mange norske medier skrev om det mulige forhold.
Ingen af parterne bekræftede dog, hvorvidt de var kærester, og billedet blev efterfølgende slettet.
»Billedet blev fjernet efter anmodning fra klubben,« lød det dengang fra Paul Nanson, der er chef for awardshowet i London.
Da Martin Ødegaard efterfølgende blev spurgt til det under en landsholdssamling, undlod han at svare tydeligt.
Det er dog ikke kun i Norge, der har været stort fokus på de to, for tabloidavisen The Sun kunne i slutningen af april vise en række billeder af parret.
Det var dog ikke før den 2. juni, at Martin Ødegaard og Helene Spilling selv bekræftede, at de er kærester.
Det gjorde de i et opslag på Instagram med ordene: 'Livet er godt'.
Helene Spilling var også med på Emirates, da Arsenal spillede sæsonens sidste kamp mod Wolverhampton.