Fra Casablanca til Paris og mange andre steder var fans af Marokko i glædesrus efter historisk bedrift.

Store menneskemængder havde forsamlet sig i byen Casablancas gader, da Marokkos landshold lørdag sikrede sig den historiske semifinaleplads.

- Kvalificeret! Kvalificeret!, råbte folk i kor.

På tværs af den arabiske verden og flere steder i Europa var der store festligheder, efter at Marokko skrev fodboldhistorie ved at blive det første afrikanske mandskab, der når semifinalen ved et VM.

Det skete med en kvartfinalesejr på 1-0 over Portugal.

- Mit hjerte stopper med at slå. Sikke et hold. Sikke en udholdenhed. Sikke en bedrift, sagde Ilham El Idrissi, en 34-årig kvinde fra Casablanca.

Hun var ikke alene i sin hyldest af holdet, der har kaldenavnet Atlasløverne.

- Jeg tror, at jeg drømmer i vågen tilstand. Knib mig i armen! Jeg er fyldt med stolthed. Jeg takker dem af hele mit hjerte, sagde 29-årige Mouad Khairat, som er chef i et callcenter.

De store fællesfejringer i Marokko er blevet et fast element ved fodboldkampe i kongeriget.

Men også uden for grænserne er det marokkanske hold blevet hyldet. Det gælder blandt andet på resten af det afrikanske kontinent og i den arabiske verden.

Efter sejren over Spanien talte tv-stationen Al Jazeera, som er delvist finansieret af Qatars regering, om en "bølge af eufori" på tværs af den arabiske verden.

- Jubelråb kunne høres fra Tunis, Beirut, Bagdad, Ramallah og andre byer, mens arabere samledes for at glædes over den uventede sejr over Spanien - en kontrast til de politiske forskelle, som længe har delt de arabiske lande, lød det fra Al Jazeera.

I Paris samledes fans lørdag på den verdensberømte boulevard Champs-Élysées, hvor Frankrig har fejret sine VM-triumfer. Her eksploderede de i en glædesrus ved slutfløjtet.

Efterfølgende udviklede det sig dog også til uroligheder, og fransk politi affyrede tåregas. Tv-billeder fra nyhedsbureauet Reuters viser kampe med betjente. Der kunne også ses ild visse steder på nærliggende Avenue de Friedland.

Ifølge avisen Le Parisien blev mindst 74 personer anholdt under urolighederne på Champs-Élysées.

På onsdag kommer det næppe heller til at gå stille for sig i Paris, når Marokko i semifinalen møder netop Frankrig.

Intet afrikansk eller arabisk land er kommet længere end kvartfinalerne hidtil. Cameroun gjorde det i 1990, Senegal i 2002 og Ghana i 2010.

/ritzau/AFP