Det tredje nederlag på under en uge blev en realitet for Tottenham og danske Thomas Frank lørdag aften.
I egen hule kostede en målmand på afveje og to katastrofale minutter dyrt, da Fulham snuppede alle tre point med en 2-1-sejr i det nordlige London.
Tottenham var bagud med to mål efter blot seks minutter, og så var bjerget vanskeligt at bestige for Franks tropper.
Nederlaget var Tottenhams tredje på stribe.
I den forgangne weekend tabte man med smertende 1-4 til ærkerivalen Arsenal, og i midtugens Champions League blev Tottenham sænket med 3-5 mod Paris Saint-Germain.
En enkelt sejr i de seneste syv kampe er facit for Tottenham, der nu ligger nummer ti i Premier League med 18 point.
Fulham og den danske landsholdsspiller Joachim Andersen, som lørdag spillede fuld tid for gæsterne, er på 15.-pladsen.
Efter fire minutter så Tottenham-forsvaret mildt sagt passive ud, da Fulham tog føringen. Kuglen endte for fødderne af backen Kenny Tete, og efter en afretning strøg 1-0-målet i nettet.
To minutter senere blev ondt værre for Thomas Frank og Tottenham.
Målmand Guglielmo Vicario var på en gedigen skovtur, og italienerens forsøg på at cleare bolden var ganske halvhjertet. I stedet opsnappede Fulham bolden, og Harry Wilson sparkede kontrolleret 2-0-målet ind i et tomt mål.
Thomas Frank og Tottenham forsøgte at ændre tingenes tilstand efter pausen, og første stik i jagten på comebacket kom efter en time.
Mohammed Kudus modtog bolden i højre side, og ghaneseren klaskede resolut til bolden, som blev hamret op i nettaget til 1-2.
Reduceringen sendte lydniveauet i top på Tottenham Hotspur Stadium, hvilket hjalp værterne frem over stepperne i slutfasen.
Værterne trykkede på, men Fulham holdt stand, så Tottenham formåede aldrig at bringe balance i regnskabet.
/ritzau/
