Didier Deschamps bebuder, at han vil spare spillere i VM-kampen mod Tunesien, men vil ikke afsløre hvem.

Hvis tre danske point mod Australien i sig selv skal være nok til at gå videre ved VM, må Tunesien ikke besejre Frankrig i den sidste gruppekamp.

Ellers er det målscoreren, der bliver afgørende, og så bliver det et spørgsmål om sejrenes størrelse.

Derfor håber danskerne, at Frankrig kan tage mindst et point mod Tunesien, men det bliver givetvis uden nogle af profilerne.

Adspurgt om han vil spare spillere i den sidste gruppekamp, er Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, klar i mælet efter 2-1-sejren over Danmark.

»Ja, men spørg mig ikke, hvem vi skifter. Det er en fordel for et hold at vinde de to første kampe,« siger Didier Deschamps ifølge Ekstra Bladet.

Frankrig har allerede sikret sig avancement, og meget skal gå galt, hvis holdet ikke også skal vinde gruppen på sikker vis.

Af samme årsag betyder det næppe det store for franskmændene, om profiler som Kylian Mbappé, Aurélien Tchouaméni og Ousmane Dembélé spiller den sidste gruppekamp.

Mere spændende er det for Frankrig, hvem der venter i ottendedelsfinalen.

På grund af nederlaget til Saudi-Arabien kan Argentina kun slutte nummer et i sin gruppe med en sejr over Polen i sidste gruppekamp. Der er derfor en overhængende risiko for, at Frankrig som gruppevinder render ind i Argentina i første knockoutkamp.

De sidste kampe i begge grupper spilles på onsdag.

/ritzau/