Lionel Messi har ofte fået kritik for sine præstationer på det argentinske landshold, og nu melder legenden Diego Maradona sig også på banen med en verbal bredside mod superstjernen.

Maradona plejer ellers normalt at forsvare Messi – også for ganske nylig, hvor han opfordrede ham til at stoppe på landsholdet. Men nu er hans tålmodighed tilsyneladende sluppet op.

Det er i særdeleshed Messis mangel på lederevner, som ’El Diego’ skyder på i et interview med Fox Sports Mexico.

»Det er meningsløst at gøre en fyr til leder, når han går på toilettet 20 gange før en kamp. Lad være med at tilbede Messi. Messi i Barcelona er én ting, og med Argentina er han en anden,« siger Maradona, der selv var landstræner – med begrænset succes - for Messi og Argentina i perioden 2008-2010.

Lionel Messi forlader her banen efter Argentinas nederlag på 3-4 til Frankrig i 1/8-finalen ved sommerens VM. Stjernen har ikke spillet for landsholdet siden.
Lionel Messi forlader her banen efter Argentinas nederlag på 3-4 til Frankrig i 1/8-finalen ved sommerens VM. Stjernen har ikke spillet for landsholdet siden. Foto: PILAR OLIVARES
Vis mere

»Før han (Messi, red.) taler med træneren og spillerne, spiller han PlayStation. Og så vil han være leder på banen,« fortsætter Maradona sin kritik.

Messi overvejer ifølge flere medier fortsat sin fremtid på landsholdet, som han ikke har spillet for siden sommerens VM-slutrunde, hvor det blev til en skuffende exit i 1/8-finalerne. Men ifølge Maradona hører Messi lige nu ikke hjemme på nationalmandskabet.

»Jeg ville ikke udtage Messi, men man skal aldrig sige aldrig. Man må fjerne presset fra ham for at få den leder, vi vil have Messi til at være – som han ikke vil være. Man siger til Messi, at han skal ’kaste sig selv ind med hovedet først’, men han foretrækker at spille videospil,« lyder det fra Diego Maradona.

Det argentinske landshold – som altså er uden Messi – vandt tidligere i denne uge 4-0 over Irak og møder Brasilien i en venskabskamp natten til onsdag dansk tid.