Lyt til artiklen

Et syvcifret beløb. I pund, vel at mærke.

Det er, hvad fodboldikonet David Beckham får for en ny reklame, han medvirker i, skriver The Sun.

Den tidligere landsholdsspiller har nemlig lavet tv-optagelser for Doritos, der er sponsor ved årets udskældte VM i Qatar. Det samme har NFL-ikonet Peyton Manning.

»De tjener kassen på kampagnen, det er to af de mest kendte sportsmænd i verden, der er centrum for planetens største turnering. Det er store beløb for dem begge – men at være ansigtet for noget, der har med Qatar at gøre, er altid kontroversielt,« siger en kilde til det engelske medie.

De to sportsstjerner er angivelig i England lige nu for at skyde kampagnen, der som nævnt består både af tv, men også trykte reklamer.

David Beckham har fået en del kritik for sin rolle i forbindelse med VM i Qatar. Den tidligere Manchester United-spiller er blevet ambassadør og et officielt ansigt for landet inden og under årets slutrunde, hvilket alene skulle give ham omkring 1,3 milliarder danske kroner på kontoen.

Derudover skal den tidligere engelske landsholdsspiller promovere turismen og kulturen i Qatar i det næste årti.

At VM bliver afviklet i Qatar, har fået massiv opmærksomhed på grund af landets syn på menneskerettigheder. Eksempelvis er det ikke lovligt at være homoseksuel, og det er også kommet frem, at mindst 6.000 personer har mistet livet under arbejdet med at bygge nye stadioner, hvor der kan spilles VM-fodbold.