Den senegalesiske fodboldstjerne Sadio Mané får en kamppause i Bayern München.
Det tyske medie Bild skriver torsdag eftermiddag, at Sadio Mané er blevet suspenderet på bagkant af det klammeri, Mané og holdkammeraten Leroy Sané endte i efter 0-3-nederlaget til Manchester City i Champions League i tirsdags.
Bayern har netop bekræftet, at Mané ikke er med i den kommende kamp mod Hoffenheim og får en bøde for optrinet. Hvor meget bøden lyder på, melder klubben dog intet om.
Mané endte med at slå Leroy Sané, efter sidstnævnte kritiserede Mané på banen for en fejlslagen aktion.
I omklædningsrummet endte det med, at han overfaldt Sané, slog ham og gav ham en blodig læbe.
Øjenvidner fortalte ifølge Bild, at holdkammerater måtte skille de to ad.
Mané kom til Bayern München sidste sommer efter flere succesfulde år i Liverpool. Men det skifte har langtfra været en succes.
Og nu er spørgsmålet, om der er en vej tilbage for stjernen.