Liverpools Sadio Mané var med til at sende sin tidligere klub Salzburg ud af Champions League.

Liverpool spillede sig med en sejr på 2-0 ude over Salzburg videre i Champions League, mens østrigerne røg ud.

Dermed var Liverpool-senegaleseren Sadio Mané med til at sende den klub, han spillede for fra 2012 til 2014, ud af den prestigefyldte turnering.

- Det er altid rart at komme tilbage her. Jeg elsker klubben, fansene og folkene her. Undskyld venner, men det er fodbold, og vi skal gøre vores arbejde, siger han ifølge uefa.com til BT Sport.

Mané kom ikke selv på tavlen, men kunne se holdkammeraterne Naby Keita og Mohamed Salah score kampens to mål.

I perioder bølgede kampen imidlertid frem og tilbage, og østrigerne kunne med lidt mere skarphed være kommet foran og lagt ultimativt pres på Liverpool.

- Jeg synes, det var en rigtig svær kamp. Det forventede vi også. Vi tog os sammen i anden halvleg og kreerede mange chancer. Naby scorede et vidunderligt mål mod sin tidligere klub. Jeg er glad på hans vegne, og vi fortjente at vinde, siger Sadio Mané.

Ligesom Mané spillede Keita tidligere for Salzburg. Det gjorde han fra 2014 til 2016.

Liverpool gik videre fra gruppen som gruppevinder, mens Napoli blev toer. Salzburg må som treer nøjes med en plads i slutspillet i Europa League.

Det er skuffende, understreger Salzburg-træner Jesse Marsch.

- Vi er så skuffede, for vi startede så flot i turneringen, og vi spillede så godt indtil det første mål (mod Liverpool, red.).

- Vi så modstanderens kvalitet fra første minut. Vi havde to chancer med (Hee-Chan, red.) Hwang og (Erling Braut, red.) Haaland, som vi plejer at score på, men (Virgil, red.) van Dijk var for god. Det er skuffende, men jeg tror, at vi om et par dage vil se tilbage på det her med stolthed, siger han ifølge uefa.com.

/ritzau/