Trods konflikter, aflyste landskampe og beskyldninger om psykisk terror, har klimaet blandt beslutningstagerne i dansk fodbold ’aldrig været bedre’, mener Mads Øland. Manden, der med sin kompromisløse stil og sine succesrige forhandlinger, beskyldes for at stå i vejen og i sidste ende ødelægge dansk fodbold.

Han har en evne til at placere bagdelen i klaskehøjde. Lige dér, hvor redaktører, meningsdannere, politiske modstandere og helt almindelige fodboldfans slår til. Alligevel har han en uimodståelig evne til altid at ende med at være den, der alligevel har bukserne på, når det hele er overstået.

Om Mads Øland også har det denne gang, er svært at svare på. Selv mener han, svaret er ja. Spillerforeningens direktør er kommet ud på den anden side af en af de mest turbulente perioder, dansk landsholdsfodbold har set.

BT har mødt Spillerforeningens bannerfører og en af de mest omstridte personligheder i dansk fodbold til en snak om konflikten, kritikken og klimaet blandt beslutningstagerne i dansk fodbold.

Du har sagt, at du og kvinderne intet fortryder. Hvordan kan det være, når vi ser tilbage på et så uskønt forløb, der har tilvejebragt så megen kritik og så store konsekvenser i form af to aflyste landskampe?

»Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. Både DBU, spillerne og os i Spillerforeningen er møgirriterede over, at det fik den her konsekvens. Det skal man ikke være i tvivl om. Men livet leves forlæns, og kunne vi skrue tiden tilbage og gøre noget andet eller få DBU til at gøre noget andet, så var det hele meget nemt.

Trods konflikter, aflyste landskampe og beskyldninger om psykisk terror, har klimaet blandt beslutningstagerne i dansk fodbold ’aldrig været bedre’, mener Mads Øland. Manden, der med sin kompromisløse stil og sine succesrige forhandlinger, beskyldes for at stå i vejen og i sidste ende ødelægge dansk fodbold.

Han har en evne til at placere bagdelen i klaskehøjde. Lige dér, hvor redaktører, meningsdannere, politiske modstandere og helt almindelige fodboldfans slår til. Alligevel har han en uimodståelig evne til altid at ende med at være den, der alligevel har bukserne på, når det hele er overstået.

Om Mads Øland også har det denne gang, er svært at svare på. Selv mener han, svaret er ja. Spillerforeningens direktør er kommet ud på den anden side af en af de mest turbulente perioder, dansk landsholdsfodbold har set.

En periode, hvor en konflikt om løn og forhold på kvindelandsholdet førte til ikke bare én, men to aflyste landskampe. Deriblandt aflysningen af en vigtig VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Mads Øland, Spillerforeningen og de kvindelige landsholdsspillere satte hårdt mod hårdt mod hårdt overfor DBU. Og de fik en aftale. Men ikke uden ofre. Ud over den aflyste kvalifikationskamp og tre mistede point på vejen mod VM (svenskerne har nu appelleret i jagten på en strengere straf, red.), gav den væbnede, offentlige og meget uskønne konflikt dybe ridser i lakken på landsholdet, Spillerforeningen, DBU og dansk fodbold generelt.

Også Mads Øland selv fik store tæsk. For gik den kontroversielle direktør for langt i jagten på sit mål? Forpester han klimaet i dansk fodbold? Gemmer han sig for i stedet at sende ’uskyldige’ spillere i kløerne på de frådende medier? Og ødelægger han i virkeligheden mere end han gavner i sin konstante – og kontante - søgen efter optimale forhold for landets fodboldspillere?

BT har mødt Spillerforeningens bannerfører og en af de mest omstridte personligheder i dansk fodbold til en snak om konflikten, kritikken og klimaet blandt beslutningstagerne i dansk fodbold.

Du har sagt, at du og kvinderne intet fortryder. Hvordan kan det være, når vi ser tilbage på et så uskønt forløb, der har tilvejebragt så megen kritik og så store konsekvenser i form af to aflyste landskampe?

»Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. Både DBU, spillerne og os i Spillerforeningen er møgirriterede over, at det fik den her konsekvens. Det skal man ikke være i tvivl om. Men livet leves forlæns, og kunne vi skrue tiden tilbage og gøre noget andet eller få DBU til at gøre noget andet, så var det hele meget nemt. Men jeg kan ikke se, vi kunne have gjort så meget andet. Vi er altid lykkes med at lave aftale på aftale. Det her er aldrig sket før. Det siger jeg fordi, jeg ikke kan se, vi kunne have gjort noget anderledes. Selvfølgelig kan man lære noget af det, og det gør vi også. Men det er i det perspektiv jeg siger, at der ikke er noget at fortryde.«

»Når ting havner i konflikt – som det jo gjorde – er det fordi afstanden mellem de to organisationer er så stor, at konflikten udløses. Og man kan ikke altid undgå konflikter.  Der er ikke noget, Claus Bretton-Meyer (DBUs adm. direktør, red.) og jeg hellere ville, end at lykkes med at lave de aftaler en måned tidligere, for så havde vi gjort vores arbejde for vores respektive medlemmer endnu bedre. Men jeg kan ikke se, at der er noget, vi kunne have gjort så meget anderledes. Nu, hvor vi er igennem det, har jeg en større forståelse for, hvor DBU var henne. Når man ender med at lave en aftale, får man jo en forståelse for hinanden, som man ikke havde, da konflikten bragede. Så det er ikke fordi jeg synes, nogen af parterne har grund til at fortryde noget. Jeg er bare glad for, at vi nu har den aftale.«

Hvis jeg spørger kvinderne, vil de så også sige, at de intet fortryder? For det var tydeligt, at de – eksempelvis Pernille Harder – var meget påvirkede af situationen undervejs. Hun talte sågar om ’psykisk terror’ fra DBUs side på et tidspunkt.

»Det er jo ikke det samme. Det, at du er påvirket, og at det er hårdt og skideirriterende, er ikke det samme, som at man bagefter fortryder, at man prøvede at få bedre vilkår. Det var en proces, der tog tid, og der var nogle konsekvenser. Nu stillede jeg ikke op til kamera, men havde jeg gjort det, havde du også set, at jeg var påvirket. Det er alle, der er i et forhandlingsforløb som det der. Det er bare ikke det samme som at fortryde noget, Jeg tror heller ikke, der er nogen i DBU, der fortryder forløbet som sådan. De ville også ønske, at det ikke havde haft den konsekvens, det fik, men de synes også, de har fået en god aftale og at det var vigtigt for dem at stå den proces igennem.«

»Mit og Claus Brettons-Meyers forhold er blevet beskrevet som gift og jeg ved ikke hvad. Det er klart, at man henover et forhandlingsbord siger tingene direkte til hinanden, men vi har altid været der, hvor vi kan tale med hinanden og lytte til hinanden. Der var tidspunkter, hvor vi var uenige og ikke kunne enes om at lave kompromiser. Men der har været en fuldstændig falsk beskrivelse af vores forhold.«

Der har været meget kritik af, at du gemte dig, mens spillerne blev konfliktens ansigt udadtil. Du har sagt, at det ville være kontraproduktivt, hvis du stillede dig frem. Men kaldte situationen ikke på, at du stillede dig frem? Vi var trods alt forbi ’point of no return’.

»Nej. Hele det der billede af, at jeg skubbede nogen… Jeg skubbede ikke nogen som helst. Dem, der har bukserne på på vores side af bordet, er i den her sammenhæng spillerrådet. Selvfølgelig har jeg stor indflydelse og et stort ansvar, for det er mig, der skal drive processen. Vores kommunikationsstrategi var egentlig ret simpel. Den var at sige så lidt som muligt, fordi det kunne skade forhandlingerne. Vi valgte, at det var dem, der sidder i spillerrådet, der udtalte sig. Jeg kan da godt forstå, at pressen er irriterede over, at de ikke kan komme til at snakke med alle, men jeg er rigtig glad for, at vi gjorde det sådan, selv om jeg synes, vi skulle have holdt endnu mere mund, end vi gjorde. Jeg er også glad for, at Claus Bretton-Meyer ikke gik ud, for havde vi stået og råbt af hinanden i medierne, havde det været sværere at få det resultat, som vi fik.«

»Jeg ved jo godt, at når jeg bare holder mund og tager imod tæsk, bliver jeg portrætteret helt skævt. Men det kan jeg bare ikke lave om på.«

Hånden på hjertet. Hvordan er klimaet mellem det, vi kan kalde arbejdsgiverne og arbejdstagerne i dansk fodbold? Altså mellem Spillerforeningen på den ene side og DBU og Divisionsforeningen på den anden. For der har godt nok været mange sager de seneste år.

»Det synes jeg, du også skal spørge dem om. Men jeg synes aldrig, det har været bedre, end det er nu. Det har at gøre med, at alle tre organisationer har udviklet sig, så man kan finde ud af at udnytte samarbejdet med hinanden. Det synes jeg virkelig.«

Men hvorfor pokker ender det så ofte så ultimativt? Og hvorfor skal der altid hjælp udefra til at mægle, inden I kan blive enige?

»Det gør det heller ikke (ender ultimativt, red.). Det ender altid med en aftale. Langt de fleste gange lykkes vi med at forhandle en aftale i god tid inden udløb, så er der nogle tilfælde, hvor vi kommer tæt på deadline – og så er der ulykkeligvis her en situation, hvor vi gik forbi og det fik en konsekvens. Det håber jeg ikke sker igen.«

Men I har haft meget succes med at anlægge og vinde sager over blandt andet DBU. Har I vundet så mange sager, at det er blevet skadeligt for jeres egen sag?

»Nej, det er en helt grotesk udlægning. Det, der er spillernes og Spillerforeningens ønske, er at bringe branchen frem med gode solide rettigheder på plads. Hvis vi tager eksemplet med kvindelandsholdet, har de et brændende ønske om at spille professionel fodbold på et højere niveau. Skulle vi beslutte at gøre skade på DBU og klubberne? Nej, de aftaler, vi laver skal være rigtig gode for de enheder, der organiserer fodbold eller er arbejdsgiver for fodboldspillere. Det er jo meget simpelt. Skal der mere i lønningsposen eller bedre vilkår for landsholdene, skal DBU have det bedre. Så vi prøver at fremme branchen. Vores grundlæggende synspunkt er, at spillerne kan præstere bedre, hvis de har en rimelig løn og fornuftige rettigheder.«

Det har til tider virket som om, din person har været en rød klud i ansigtet på DBU. Har du oplevet det på samme måde?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg har altid kunnet kommunikere med dem, som jeg har skullet kommunikere med.«

»Personer betyder da bestemt noget, når du repræsenterer nogle interesser. Jeg er meget opmærksom på, at min person ikke må stå i vejen for noget som helst, men jeg har læst de beskrivelser, I skriver af det. Det er ikke det, jeg oplever, når jeg sidder og snakker med folk.«

Har du nogensinde tænkt på, om du skader mere end du gavner?

»Nej, det har jeg ikke. Der er mange vrede redaktører og mange vrede fodboldfans, der har opfordret mig til at forsvinde. Der skal også være plads til lidt selvros, og jeg synes egentlig, jeg har været meget imødekommende og løsningsorienteret og lykkes med at have en dialog med de mennesker, der skal haves en dialog med. Ellers tror jeg heller ikke, jeg havde fået lov at være her så længe.«

»Jeg kender beskrivelserne til hudløshed, og der er helt sikkert også folk, der har været pisseirriterede på mig og Spillerforeningen, fordi vi har fremført et synspunkt eller stået fast på noget. Det vil der også være fremadrettet. Men pointen er, at en Spillerforening, der er god for sine medlemmer og branchen, er én, der er med til at finde løsninger og lave nye aftaler. Det må en person ikke stå i vejen for.«

Nu venter herreforhandlingerne (DBU og Spillerforeningen skal forhandle om en ny landsholdsaftale for herrerne efter nytår, red.) . Bliver de lige så vanskelige? Og var kvindeforhandlingerne bare en løftestang eller positionskamp, inden pengene nu bliver meget større?

»Nej, det var det hverken for os eller DBU. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse. Det var et spillerråd, der hos kvinderne satte dagsordenen og bestemte hvor vi skulle henad. Der er så den sandhed i det, at der i det kollektive set up og den måde, man formulerer sig på, er meget vi kan genbruge. Så på den måde har vi fået meget foræret af forhandlingerne med kvinderne.«

»Forhandlingerne med herrerne bliver rent logisk ikke lige så vanskelige. Der er nogle enigheder, der er opnået, som vi kan lave copy paste på. Så det tror jeg ikke. Vi har en mulighed for at gøre det stille og roligt og i god tid inden VM.«