Frank Lampard var tirsdag aften på besøg på Old Trafford, hvor han fik hilst på sin tidligere manager José Mourinho.

Gensynet med Mourinho vil Lampard næppe glemme foreløbig, for Derby-manageren kunne se sit hold fra den næstbedste række sende Manchester United og den portugisiske manager ud af Liga Cuppen.

Derby var foran 2-1, men United fik udlignet langt inde i overtiden, og så skulle holdene ud i straffesparkskonkurrence.

Her havde begge hold scoret syv gange, da gæsterne bragte sig foran 8-7, hvorefter Phil Jones blev synder med et misbrugt spark.

Opgøret var i tredje runde af den lille, engelske pokalturnering, hvor Derby altså avancerer.

Juan Mata sørgede ellers for en tidlig scoring, da han bragte United foran med et snoet skud efter kun tre minutter.

Manchester United formåede dog ikke at øge føringen, og efter en time kom så udligningen, og der var tale om en drømmescoring.

Derby fik tilkendt et direkte frispark, og Harry Wilson kanonerede bolden op i det ene målhjørne og udlignede til 1-1.

Efter 67 minutter blev United-keeper Sergio Romero udvist for at røre bolden med hånden uden for straffesparksfeltet, og derefter blev Mata hevet ud og erstattet af målmanden Lee Grant.

Grant kunne blot halvklare et langskud fem minutter før tid, og han kunne derefter se Jack Marriott sende riposten i mål med et hovedstød til 2-1-føring til Derby.

Uniteds ti mand pressede på, og fire minutter inde i overtiden fik Marouane Fellaini så udlignet til 2-2.

Herefter blev der hamret løs fra straffesparkspletten, indtil Phil Jones brændte, og United dermed røg ud af turneringen.

Manchester City avancerede uden besvær med en 3-0-sejr ude over Oxford City. Her scorede Gabriel Jesus, Riyad Mahrez og Phil Foden målene for City.

Leicester uden Kasper Schmeichel vandt efter straffesparkskonkurrence over Wolverhampton, mens Fulham slog Millwall 3-1 ude.

Middlesbrough uden Martin Braithwaite sendte Preston ud efter straffesparkskonkurrence, og Crystal Palace slog West Bromwich Albion 3-0 ude.

/ritzau/