Den tidligere Manchester United-målmand Harry Gregg er død. Han blev 87 år gammel.

Harry Gregg var en del af det Manchester-hold, der var involveret i et flystyrt i München i 1958.

Tragedien kostede 23 mennesker livet.

Harry Gregg fra Nordirland er blevet kaldt 'helten fra München', fordi han trak overlevende passagerer ud af det brændende fly. En af passagererne var Bobby Charlton, der har scoret hele 249 mål for klubben.

Harry Gregg stod for Manchester United i ni år.
Harry Gregg stod for Manchester United i ni år. Foto: STR
Vis mere

Det engelske medie BBC skriver, at den tidligere målmand døde på hospitalet.

»Harry gik fredeligt bort på hospitalet omgivet af sin elskede familie,« lyder det i en meddelelse fra 'Harry Gregg Foundation'.

Harry Gregg skiftede til Manchester United i 1957 og spillede for den engelske storklub i ni år.

Nogle måneder efter flystyrtet i München spillede Harry Gregg VM for Nordirland i Sverige.

Harry Gregg oplevede endnu en tragedie i 1961, da hans kone Mavis døde af brystkræft.

Den tidligere Manchester United-målmand mistede i 2009 sin ene datter Karen til kræft. Hun blev 50 år gammel.

'Harry Gregg Foundation' blev lanceret i 2015.

Den legendariske Manchester United-manager sir Alex Ferguson har sagt, at man aldrig må glemme, hvor stor en del af klubbens historie, som Harry Gregg er.