Michael Carrick vil slutte sig til Manchester Uniteds trænerstab efter sæsonen, bekræfter holdets manager.

Den engelske fodboldspiller Michael Carrick stopper sin karriere til sommer.

Storklubben Manchester United har haft mange verdensstjerner på holdkortet de seneste årtier. Men selv om Michael Carrick måske ikke vil vække samme genklang hos fodboldfans som Ronaldo, Cantona eller Beckham, så er det en klublegende, der stiller støvlerne på hylden.

Michael Carrick har været i Manchester siden 2006, hvor han kom til fra Tottenham.

Han har spillet mere end 300 kampe for klubben, som han er anfører for. Carrick døjer dog både med skader og hjerteproblemer, og han har kun spillet en enkelt kamp for klubben i indeværende sæson.

At det er slut for den 36-årige englænder til sommer, bekræfter holdets portugisiske manager, José Mourinho, ifølge AFP.

- Han har truffet en beslutning om at trække sig tilbage efter sæsonen. Det er en god beslutning. Jeg synes, at det er godt, at han vil stoppe efter sæsonen i stedet for nu. Så kan han slutte karrieren med at spille fodbold, og ikke ved at han er skadet eller har problemer, siger Mourinho.

Portugiseren forventer, at Michael Carrick kan komme til at spille igen inden for kort tid.

- Han kan blive en vigtig spiller for os i sidste del af sæsonen, siger Mourinho.

Mourinho siger, at han forventer, at Carrick vil blive en del af trænerstaben.

- Vi er alle glade, og vi forventer, at han vil slutte sig til holdet af trænere, medmindre han ændrer mening, siger Mourinho.

Michael Carrick har spillet 479 Premier League-kampe for West Ham, Tottenham og Manchester United.

Han har blandt andet vundet Premier League, Champions League, Europa League og FA Cuppen med Manchester United.

/ritzau/